Skiftet fra jobbet på ambassaden til den private sektor, har også givet andre lærerige vinkler på et land, som jeg troede at kende så godt.

For eksempel får man et helt andet forhold til Ha Nois færdsels-politi, når man ikke længere kører på diplomat-plader. Ikke sådan at forstå at jeg benyttede mig (ret meget) af diplomat-privilegierne til at slippe bare lidt hurtigere igennem det trafikale kaos.

Nu deler jeg bare vilkår med alle de andre, som må slippe skillingerne, når de dårligt betalte betjente opfinder nye regler – eller rettere brud på samme. Uanset om man har retten på sin side – hvis man skal videre, er det altså nemmere at lade chaufføren betale de 10 kroner i bøde for en fejl, han ikke har begået end at skændes med betjentene.

Ikke så underligt, at vietnameserne uelskværdigt kalder ordensmagten for ‘tyve om dagen, røvere om natten’.

Trafikekspert blev kørt ned
Det ville ellers være en rigtig god ide at gøre noget ved trafikken her. Det fik vi et nyt bevis på i forrige uge – det er næsten komisk, hvis ikke det var så tragisk.

Via amerikansk ulandsbistand kom en af verdens førende trafik-eksperter, en professor fra Boston, hertil for at hjælpe vietnameserne med at gøre noget ved det store antal trafik-ulykker her til lands.

Dagen efter sin ankomst blev han kørt ned 10 meter fra sit hotel og ligger nu i koma på Ha Noi’s franske hospital.

Bortset fra trafiksikkerheden synes Viet Nam ellers at storme frem på alle fronter. Fattigdoms-bekæmpelsen sætter nye rekorder hvert år, den økonomiske vækst overgås kun af Kina, de udenlandske investeringer vælter ind, og det er som om, at også politisk liberalisering så småt er ved at komme på dagsordenen.

Bush i byen

Præsident Bush valgte lige frem at rose Viet Nam for fremskridt på religonsfrihed, da han var her for nylig. Det vakte næsten lige så megen opsigt, som det han ikke sagde under sit besøg hos den gamle fjende.

Ingen bør dog være i tvivl om, at der skal meget mere til, før Viet Nam har noget at være stolt af på menneskerettigheds-området – selv om de måske ikke er meget værre end så mange andre udviklingslande. Det netop overståede CG-donormøde gav da også en ny dimension til den gamle kliche ’Money talks’.

Alle de rigtige concerns blev skam præsenteret for vicepremierminister Hung og planlægningsminister Phuc, der som sædvanlig slog kontra og pegede på alle fremskridtene siden sidst.

Donorerne kvitterede med et samlet tilsagn om bistand for over 25 milliarder kroner i 2007 – ny rekord. Danmark er skam også med på listen – med en halv milliard kroner i tilsagn for 2007. Oveni ulandsbistanden kan man så lægge andre 70 milliarder kroner, der ventes i private udenlandske investeringer.

"Som Castro's Havana"
De mange milliarder i bistand udløste da også en enkelt havkat i hyttefadet – en herboende australsk økonom, som tørt konstaterede, at det politiske set-up i Ha Noi ellers ikke adskiller sig meget fra Castro’s Havana – bortset fra beliggenheden. Men forbeholdene vinder ikke megen genklang. Viet Nam er blandt venner.

Selv kan jeg kun unde de 82 millioner vietnamesere, at det er lykkedes for Viet Nam at ændre så dramatisk på sin placering i denne verden. Forleden fandt jeg i en flyttekasse nogle artikler, som jeg skrev sammen med min gode ven Jørn Ruby for 20 år siden.

De tegnede et anderledes dystert billede af et land på kanten af den dybeste afgrund. Dengang var Viet Nams omdømme ringere end Nord Koreas - en sønderbombet nation, som oven i krigens enorme ødelæggelser nu også led under et inkompetent og repressivt sovjet-orienteret regime.

Ole Johnny’s fotografier fra vores rejse gennem ruinerne (vel at mærke 10 år efter krigens slutning) fandt jeg også i kassen: En hjemløs mor, der ligger med baby og bare bryster og sover på gaden i Da Nang, en halvstor dreng uden ben, der padler ned ad hovedgaden i Ho Chi Minh Byen på et skateboard – og den stålsatte kontrast i Ha Noi, i form af krigshelten Bui Tin, der som chefredaktør for Hærens Dagblad stædigt afviste al kritik og hellere fortalte om, hvordan det var som den første at brage med sin tank gennem paladsets porte i Saigon og modtage det sydvietnamesiske regimes kapitulation.

(Bui Tin bor iøvrigt i dag i eksil i Paris, hvor han skriver vrede bøger og artikler om, hvad han ser som Hanoi’s forræderi mod Ho Chi Minh’s drøm om ’frihed og uafhængighed’).

Når jeg genlæser indtrykkene fra dengang, husker jeg også Ha Noi som en by, hvor de færreste havde el og vand, ubeskrivelig elendighed overalt. Min faste cykeltaxamand dengang kunne sin Søren Kierkegaard – han var professor i filosofi ved universitetet, hvilket man ikke kunne leve af.

'Amerikanere uden dollars'
De eneste andre udlændinge var store, vrantne østblok-eksperter, som vietnameserne kaldte ’ong my khong do-la’ – amerikanere uden dollars. For russerne begik den samme fejl som andre før og efter dem – de undervurderede de benede små væsener, der kom så langsomt fremad i den klamme vinterregn, sjappende i laser og plastic sandaler eller til nød på gamle kinesiske cykler, som var kasseret hos den store nabo mod nord.

Nåh men det er jo en helt anden historie, som man nemt kommer til at dvæle lidt ved, når man sidder og roder med gamle flyttekasser.

I dag er magthaverne de samme, omend i lidt yngre udgaver. Viet Nam er stadig en etparti-stat, og partiet sidder solidt på magtapparatet. Men meget er meget anderledes. Den stigende velstand ses overalt, så meget at udenlandske virksomheder ikke længere bare ser vietnameserne som billig arbejdskraft, men også som potentielt købedygtige forbrugere.

Hver eneste dag undres og imponeres man over den enorme livskraft og dynamik, som vietnameserne udfolder for at få et godt liv. Optimismen – troen på at fremtiden er lys – synes at være allemandseje, ihvertfald i de økonomiske centre, hvor det buldrer frem med nye industri-anlæg, transport-korridorer, tusinder af boliger, skoler og universiteter.

Primitivt ser det ud - men Viet Nam er på nettet. Nye internet-cafeer åbner overalt.

Der er break dance i operaen, provokerende kunst happenings og rock&roll. ’Forbudte’ bøger sælges nærmest frit, og internet-cafeerne ligger nu dør om dør med politistationerne. Meget er skam stadig ulovligt, men folkets kollektive frygt for kommissærerne synes at være fordampet.
Og de kommer hertil fra hele verden.

Der går næppe en uge, uden at en af klodens store profiler lægger vejen forbi Viet Nam. Bare inden for det seneste år har vi holdt i kø bag politi-afspærrringerne for bl.a. George Bush, Bill Clinton, Bill Gates, Putin, Jintao, Kofi Annan og mange andre af magtens mænd og kvinder, som kender deres besøgelsestid – og ofte i spidsen for meget store delegationer af erhvervsfolk.

 Nu siger rygterne, at også Anders Fogh Rasmussen er på vej.
Ja,Viet Nam er massivt med i det gode selskab – nu også i WTO-sammenhæng. Det er blevet nemt at overse, at 15-20 millioner mennesker her i landet fortsat må leve for under en dollar om dagen. Måske fordi mange af dem tilhører de etniske minoriteter, som lever en kummerlig tilværelse, knap nok i udkanten af samfundet.

Det er præcis den omstændighed, der i endnu nogle år fremover kan begrunde ulandsbistand til vækst-miraklet Viet Nam.

Selv om man altid er i risiko for at blive lidt kynisk, når man lærer et land og dets magthavere at kende lidt for godt, så har de sidste fire år her ikke ændret ved min basale begejstring for det forunderlige Viet Nam. Og mon ikke også nogle af jer finder vej hertil i 2007, så I kan se, hvad jeg mener.

Fra
Thomas Bo